Gang i denne verden igen. Altså vores verden, menneskehedens begrænsede verden. Som mit comeback har jeg her en anbefaling af en historie, hvor Jordens er belejret af en race fra det ydre rum. Classic stuff. Deres teknologier er langt foran vores (det kan jo ikke være anderledes), og de hjælper menneskeheden i en sådan grad, at vi bliver lykkelige, har i overflod og derfor ikke destruerer hinanden, som vi ellers havde i udsigt. Pokkers flinkt gjort, skulle man mene. Men er det ren filantropisk godhed, eller har de fremmede andre motiver? Og hvorfor skjuler de deres fysiske udseende? Kun ét menneske står for dialogen med det ukendte, og han repræsenterer i den forstand hele kloden. Den finske generalsekretær, Rikki Stormgren, står for kontakten og kæmper med frustration fra Jorden og med sine egne følelser med hensyn til den tillid han udviser i dette ekstraplanetære diplomati. Det er spændende at følge vores art i en situation, hvor vi ikke er i kontrol (disse aliens kaldes derfor ’Overlords’), og selvom vi modtager gode ting, så er selve frihedsberøvelsen svær at leve med. Selvom dette er en oplagt analogi, er det dog ikke bogen primære ærinde.
Denne lille og slet ikke vanskelige bog hiver nogle store filosofiske, videnskabelige og sociale emner ned fra hylden, men vi får lov til at sidde med dem, for pludselig tager historien en helt anden drejning. Det er dog okay, for det er aldrig kedeligt, og de nye karakterer, som pludseligt kommer ind, er interessante. Sproget flyder og universets gang bliver her afslappet læsning, samtidig med at historien, der bliver udfoldet, er vild.
Clarke er en af science fictions klassiske forfattere og er mest kendt for ’2001: A Space Odyssey.’ Dette er dog en fremragende bog, som giver masser af stof til eftertanke. Bogen er fra 1954, og har en gammel udgave på dansk (’Ud af Barndommen’). Jeg har læst den engelske på Kindle, hvorfor Photoshop har hjulpet mig lidt med billedet – det er lykkedes vildt godt, og det kan der ikke herske to meninger om.