Det er med disse første anbefalinger et selvstændigt formål at annullere opfattelsen af science fiction, som ren rumkrig. Det handler om tanken. Om menneskets relation til udvikling i bred forstand – science of ideas. Det er en visionær genre, og denne bog er et godt eksempel på det. Og den er dansk, på dansk!
Man følger kunstneren Christian, galleristen Stig, neuroforskeren Elisabeth samt studerende og datter af de sidstnævnte, Emma. Der er særligt to koncepter, der udforskes her: 1) Lolland som et futuristisk forskningsparadis – en blanding af zen-armish og drone-tech, hvor eliten udfolder sig, mens dyr får menneskelig hjernekapacitet – den del er særligt fremragende skrevet og sympatisk sjov. 2) Vestens konflikt med den muslimske verden er eskaleret til næsten borgerkrig i en grad, at staten har oprettet et flygtningecenter i Mozambique i Afrika – ak og ve, den sidste del er næsten uhyggelig profetisk.
Dette er en letlæst, men ikke ukompliceret bog, med rigtig godt ’stream of consciousness’-sprog. Der er masser af fyld, som er fedt, men ligegyldigt for historien, så hvis du insisterer på en målrettet fortælling, så er det nok ikke for dig. Jeg kan dog godt lide, at historien bevæger sig, men ikke mod en større mening. Det er bare underholdende og interessant – lige på nær de intime samleje-scener med Christian, nu ved I det.
Jeg kan virkelig godt lide Kaspar Colling Nielsens humor og fantasi, og den her bog har masser af det. Vil man forsøge sig med science fiction, hvor personerne er indlevende og besynderlige, så er den her et godt bud på dansk.
Den er fra 2017 og udgivet på Gyldendal.
Jacob
Comments