I en forhåbentlig stribe af anbefalinger, hvor jeg giver gode læseoplevelser (primært inden for sci-fi) videre, er det passende at starte med den bog, som ikke blev. For nu. ”Scythe” af Neal Shusterman. For dem, der ikke vidste det (som mig), så udtales det ’Saij-th’ – hvilket i sig selv vel egentlig er et udmærket fantasyord.
Denne bog er også et rigtigt sted at starte, hvis man er ny i science fiction-genren. Det er YA, og det kan for os, der ikke længere er de youngeste blandt adults, godt være lidt svært engang imellem. Særligt romance og ondskab opstår nogle gange liiidt hurtigt, men det er altså en kamel i slugestørrelse for mig her. For idéen er interessant og - vigtigere endnu – den hænger ved lang tid efter, du har læst bogen.
Forestil dig en verden, hvor menneskeheden har overvundet døden. Indlejret i vores civilisation er en slags supervæsen-AI, som en gigantisk Big Brother holder folk i live. Hver gang du bliver skadet, kommer en drone, der snildt fikser dig. For at forhindre overbefolkning og vanvid findes et erhverv/en orden, som er sat i verden for ceremonielt at slå folk ihjel. Kun ad den vej kan man dø. De kaldes Scythes. Personligt ville jeg oversætte dem til ’Skæbner.’ Fungerer det? Med denne utrolige forpligtelse følger et stort moralsk ansvar. En forfærdelig organisation, skulle den blive infiltreret af korruption og blodtørst …
Det er fascinerende at tænke udødeligheden igennem i praksis. Hvad skal der til? Hvad er konsekvenserne? Særligt aspektet af dødens makker, religion, bliver udforsket i de senere bøger.
Jeg blev selv meget betaget af forsidens fantastiske artwork, som jeg mener sælger sig selv. Tjek lige brugen af ’empty space’ ud! Jeg havde ingen tanker gjort mig om Delphikis farvekoder, så jeg tog bare noget a la dem. Ingen af de udenlandske versioner har lavet nye forsider, hvilket siger det hele.
”Scythe” er fra 2016 og findes jo så altså ikke på dansk.
Jacob